Nogle tanker og en beretning om, hvordan det føles at blive hængt ud som bedrager, fordi man har åbnet sit hjem for et menneske i livstruende nød.
Af Troels Lyndelse
Grundlæggende kan man jo inddele alle mennesker i to grupper: Dem, der foretrækker at se det bedste i andre og møder dem med tillid – og dem, der møder andre mennesker med mistillid og tror det værste.
Da jeg mødte naturlægen Brian Andreasen, som i marts 22 kom på besøg hos vores team for at tage billeder af Sidses blod, havde jeg kun grund til at tro, at han også kæmpede for sandhed og retfærdighed, og at han kom for at hjælpe Sidse af et godt hjerte.
Jeg kendte ikke noget til Brian i forvejen og vidste ikke, at han var dømt for forbrydelser, som han senere fortalte mig var baseret på falske anklager.
Desværre kunne jeg sagtens forestille mig, at det var sandt, at han var offer for andres onde hensigter og ikke fik retfærdig behandling i vores retssystem. Min barndom var præget af en sag, hvor min fars liv blev ødelagt af noget, som kan opfattes som justitsmord. Han læste til præst og var ansat ved Grundtvigskirken, men præsterne her rottede sig sammen mod ham og han blev fyret fra en tjenestemandsstilling uden tjenesteret. Det knækkede ham. Så jeg har dyb sympati med mennesker, der oplever den slags, og lod tvivlen komme den anklagede – Brian Andreassen – til gode.
Sidse har også været udsat for en forbrydelse. Den forbrydelse mod menneskeheden, som for tiden er ved at blive afsløret, omkring de såkaldte vacciner mod Covid19. Den forbrydelse ser jeg som noget, vi alle er forpligtede til at bekæmpe. Og derfor har jeg åbnet mit hjem for Sidse og alle, der kommer for at behandle eller besøge hende.
Det betød så også, at jeg bød Brian velkommen i juli, da han kom for at hjælpe Sidse her på gården, hvor hun opholdt sig efter opfordring fra sin læge. Brian og hans samarbejdspartner Anne fik lov at bo på gården, så de kunne hjælpe Sidse mest muligt hele døgnet, og de blev behandlet og beværtet som venner af Sidse og dermed af huset. Vi havde også mange gode stunder med dyrene og naturen på gården.
Sidse havde takket ja til deres tilbud om at få deres hjælp med helbredelsen mod til gengæld at følge deres protokol. Hun havde fået stillet i udsigt, at de kunne tilbyde alt det, hun havde brug for, og at de ville komme og bo på gården og behandle hende gratis. De viste billeder af blodet fra en anden vaccineskadet, hvor man kunne se, at de hvide blodlegemer angreb et af de fremmedlegemer, der var sprøjtet ind i hende. De virkede meget overbevisende og oprigtige.
Brian og Anne var på gården i flere omgange af ca. en uges varighed. Sidses behandling skulle sættes i værk gradvis, forklarede de, så kroppen kunne følge med. Sidse efterspurgte flere ting, de havde sagt, de ville tilbyde hende, fordi hun ikke oplevede den længe ønskede lindring eller bedring. Hendes tilstand blev løbende overvåget med en pulsmåler, og der blev taget øjenbilleder, som de analyserede og fortalte, at de kunne se at visse områder af Sidses krop var i bedring.
Desværre var det ikke Sidses oplevelse, at hun fik det bedre. Det, der plager Sidse allermest, er de brændende elektriske fornemmelser og smerter i hovedet og kroppen, summende og brummede lyde og den manglende evne til at sove. Ingen af disse ting blev bedre. Sidse oplevede tværtimod at det blev værre og værre, og det var også det, hun gav udtryk for, hvilket Brian og Anne blev frustrerede over.
Efterhånden stod det også klart for Sidse, at nogle af de ting, der var blevet stillet i udsigt, ikke blev leveret. Det blev sværere og sværere at bevare tilliden til, at deres protokol virkede, og den lovede assistance med de praktiske procedurer blev nedprioriteret og ophørte efterhånden næsten fuldstændigt.
Der var taget flere billeder af Sidses blod, som Sidse havde fået løfte om at få udleveret, men hver gang blev det udsat. Det var tydeligt, at frustrationen gik over i irritation.
Jeg har jo ikke noget med Sidses behandlingsmæssige dispositioner og økonomi at gøre, så jeg har ikke været involveret i nogle beslutninger om disse ting. Men efterhånden så Sidse, at omkostningerne ved at følge Brians og Annes protokol var langt højere end de havde stillet i udsigt. De forlangte 6.000 kr. på forskud og tog sig betalt for både kørsel og dyre produkter, som Brian efter eget udsagn har eneret til at forhandle. Og de brugte trusler om at stoppe behandlingen som afpresning, hvis de regninger, de kom med, ikke blev betalt, inden de kom igen.
Til sidst kom de bare og brugte gården som motel, inden de kørte videre til andre patienter, stillede nogle produkter på køkkenbordet med en regning på både produkter og kørsel, hvorefter de næste morgen stod op og kørte uden at sige farvel.
Brian og Anne var også blevet behandlet som venner af Sidses familie, og de var i sommerhus og spiste sammen med Sidses forældre. Brian fortalte også på et tidspunkt, at han nærmest var blevet millionær på sin forretning. Så det kan jo godt forklare, hvorfor Brian syntes, Sidse ville være den rigtige at få gjort rask, så han kunne bruge denne succes i sin markedsføring.
For en af de ting, der undrede både Sidses familie og mig, var at Brian yndede at fortælle detaljerede beretninger om de patienter, han behandlede. Han gav også udtryk for, at han ikke ville hjælpe et andet hårdt ramt offer for ”vaccinen”, fordi hun ikke havde råd til at betale hans regninger. Han fortalte løbende om navngivne mennesker, deres symptomer og deres behandlinger, og åbenbart har han på samme måde fungeret som et omvandrende nyhedsbureau og fortalt alle, der havde lyst til at høre om det, om Sidse og hendes tilstand.
Denne form for rygtespredning fik Sidse også et eksempel på. Det skete kort tid efter, at hun havde fået resultatet af en række nye undersøgelser, der afslørede en række alarmerende ting. Oven på denne forskrækkelse havde Sidse så den underlige oplevelse, at hun via Facebook blev ønsket tillykke med, at det gik bedre. Dette – viste det sig – skyldtes at fortrolige oplysninger om hendes privatliv blev spredt af Brian med beskeden om, at hun havde det bedre takket været hans behandlinger.
Så åbenbart opfattede han også sig selv som berettiget til at fungere som nyhedscentral i forhold til Sidse. Det bekræftede han senere over for mig: ”Mange af vores kontakter på Sjælland og i Jylland er bekendt med vores ophold på Lolland … De ved fra Facebook, at vi prøver at hjælpe og nogle af dem har doneret til Sidse. De venter og håber alle på at høre godt nyt fra Sidse,” skrev Brian i en SMS til mig.
Anledningen til denne SMS-korrespondance var, at Brian for fjerde gang blev bedt om at holde sit løfte til Sidse om at udlevere de billeder, han med sit mikroskop har taget af hendes blod. Sidse har brug for disse billeder for at kunne dokumentere, hvad der er fundet, både overfor læger og i en senere retssag. Hver gang, Sidse bad om dem, fandt Brian en undskyldning. Hvis det virkelig var for at hjælpe Sidse, at han tog de billeder, hvorfor vil han så ikke lade hende få dem?
Nu er det så kommet frem, at Brian og Anne spreder rygter om, at Sidse har fået det bedre og ikke mere er livstruende syg. Men ikke alene det: De fortæller også, at de penge, folk donerer, og som de selv har fået en væsentlig del af, ikke går til Sidses behandlinger, men til at betale for min ejendom, som var truet af tvangsauktion tidligere på året. Eller med andre ord: De beskylder Sidse og mig for bedrageri og for at narre penge fra godhjertede folk.
Det gør de naturligvis, fordi de ønsker at få det til at se ud som om, deres behandlinger var en succes, så der ikke længere er brug for at støtte Sidse. Og når det ikke længere er dem selv, der får penge fra Sidse, skal hun åbenbart ikke længere hjælpes!
Her kan jeg ikke lade være med at tænke på det gamle ordsprog: ”Tyv tror hver mand stjæler”. For det første har der aldrig været tale om, at Sidse skulle betale mig noget som helst hverken for at være her på gården eller for noget andet. Og for det andet har jeg ikke opsøgt Sidse og tilbudt hende noget som helst. Jeg kendte ikke til hende før jeg så hendes opslag på Facebook for snart et år siden, og jeg har ikke som så mange andre noget ønske om at gøre mig kendt eller få omtale i forbindelse med Sidse. Og det har jeg stadig ikke, så det er mig inderligt imod at skulle tage til orde for at mane de ondsindede rygter, der nu florerer, i jorden. Men hvis det kan hjælpe på troværdigheden, så kan jeg da afsløre, at min gård igen er på tvangsauktion, fordi jeg har valgt at tage mig af Sidse sammen med hendes forældre og ikke at tage et arbejde så længe – for det er der ikke tid til! Sidse har virkelig brug for, at der er nogen, der er hos hende, og det har jeg valgt at prioritere.
Så det, at Brian og Anne nu har valgt at sprede rygter om, at Sidse er en guldgrube for mig, som redder min ejendom, ja, det er så langt fra virkeligheden, som noget kan være. Her på gården er hver dag en kamp for at overleve både for Sidse, hendes forældre og mig, og så er der jo også dyrene, der skal passes. Jeg bruger faktisk penge på at hjælpe Sidse, for jeg ville aldrig være bekendt at bede andre om at hjælpe Sidse økonomisk, hvis ikke jeg selv gjorde det samme.
Jeg er et åbent menneske, og jeg har taget mod Brian og Anne som venner, og det troede jeg de var. Så naturligvis er jeg både vred og skuffet over, at de nu misbruger deres kendskab til Sidses og min situation til at forsøge at skade os. Og når man som Brian selv har været udsat for at blive hængt ud for noget, han efter eget udsagn ikke har gjort, er det rigtig svært at forstå, at selv samme menneske benytter sig af den slags metoder over for andre. Sidse er endda et menneske, som han har haft som patient og lovet at støtte – og så gør han det modsatte!
Brians og Annes smædekampagne er et eklatant eksempel på den ego-dyrkelse og pengegriskhed, der er med til at få kampen mod de mørke kræfter på kloden til at vende sig mod sig selv og skabe intern splittelse frem for at stå sammen om at få beviserne frem og helbrede de ramte. For måske er det i orden at tjene mange penge på at hjælpe de vaccineskadede, men hvis man så ikke opnår det ønskede resultat af behandlingerne, er det vel éns egne handlinger, man bør tage op til overvejelse, frem for at sprede løgnagtige rygter og føje spot til skade.
Brian og Anne angriber et menneske, Sidse, som i forvejen er helt ødelagt og kæmper for at få anerkendt sine skader, så hun og de mange andre ofre kan få den nødvendige hjælp. Hun er svigtet af sundhedssystemet og skal selv få finansieret udredning og behandling, og det har jeg hjulpet hende med. Sidse har fra starten skulle forsvare sig mod hadekampagnen fra vaccinetilhængere, da hun stod frem og advarede andre. Nu skal hun så igen forsvare sig mod beskyldninger om, at det hele er et svindelnummer… fra mennesker, der har hyldet hende og bedyret, at de ville hjælpe!
Så sådan kan man altså blive nødt til at tage stilling til, om man helst vil se det gode i andre mennesker og risikere en skuffelse, eller om man vil tro det værste. Døm selv. Jeg er nok blevet lidt klogere, men jeg vælger trods alt at fastholde tilliden til mine medmennesker, om ikke andet så indtil det modsatte er bevist…
Hvad vælger du at tro?
PS. Vi har naturligvis dokumentation for de ting, vi beskriver.
Comments